• Events
  • Betingelser
  • Registrer nyt medlem
  • Log ud
  • Log ind
  • Nyt event
  • Ret profil

Kulturelt Samvirke Randers

KULTURELT SAMVIRKE ARBEJDER FOR AT STYRKE DET KULTURELLE LIV I RANDERS OG ER EN PARAPLYORGANISATION FOR ALLE, DER HAR MED KULTUR AT GØRE!

  • FORSIDE
  • OM KULTURELT SAMVIRKE
  • MEDLEMMER
  • BESTYRELSEN
    • Privatlivspolitik

JEBERG/ANDERSEN

11. marts 2022, kl. 20:00 - 22:00 af Jørn Bjerre

Efter cirka 30 år, er de nu på scenen igen med udelukkende egne tekster og kompositioner.

Sange fra 70-årige liv med lokale historier og kærlighed, men også ind imellem med samfundskritiske kommentarer.

Jeberg/Andersen har en lang karriere fra bl.a.:

Red Spots, Nippy, Randers Rockfabrik, Clue, Extern, Teatergruppen Mariehønen, In´situ Danseteater, Randers Vinterrevy, Rander Daghøjskole, Randers Produktionshøjskole, ID-Xpress, Kulturkælderen, Underværket mm.

Seks seje kvinder.

08. marts 2022, kl. 10:30 - 13:30 af Poul Frits

Tidligere DR journalist og museumsdirektør Dagmar Helles Brendstrup             

De ville, og de turde livet med alt, hvad det indebar af kærlighed, slid, sjov og tab. Kvinderne i DR-journalisten og museumsdirektøren, Dagmar Helles Brendstrups slægt, levede i en brydningstid, hvor kvinder fik valgret, tog de lange bukser på og blev mere synlige – også i litteraturen.

Dagmar er selv en af slægtens kvinder, og hun blænder op for gode historier og anekdoter, når hun holder foredraget “Seks seje kvinder – om fire generationers kvindeliv” og krydrer med kvindelige forfattere fra perioden.

Arrangør: Kristrup Højskoleforening

Pris: 80 kr.

FREDERIKSENS BLUES BAND

04. marts 2022, kl. 20:00 af Jørn Bjerre

Steen Frederiksen i

front for sit eget band

 

Der har altid været blues i guitaristen Steen Frederiksens liv, men efter at have spillet al mulig anen musik, står den 50-årige musiker nu i spidsen for sit eget band med en meget prominent backing. Frederiksen Blues Band optræder hos Bluesnight Randers på Underværket fredag den 4. februar, og det er første optræden i Randers.

Steen Frederiksen er fra Trige, men har også slået sine folder på Silkeborg-egnen, hvor hun i sin tid var bestyrelsesmedlem i bluesforeningen B’Sharp, ligesom han var med et det lokale orkester Bop Till You Drop, som nærmest er legendarisk i Silkeborg.  Siden er han uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium så sent som i 2020. Han spiller både klaver og guitar, og det er som bluesguitarist, at han nu har fået i eget band.

”Det var i 2019 bassisten Morten Brauner, der foreslog, at jeg skulle lave mit eget bluesband”, fortæller Steen Frederiksen, som aldrig selv havde haft mod til at kaste sig ud i den udfordring. ”Jeg elsker blues, men jeg er nok ikke nogen freak som så mange andre. Og desuden mener jeg, at mange af de traditionelle bluessange kunne have gavn af et tvist i andre retninger, og så fandt jeg altså – på Mortens opfordring – nogle musikere, der ville være med til det”.
 

Morten Brauner selv – kendt fra f.eks. Shades Of Blue og Trouble Cats – var klar med sin bas, og bandet består desuden af organisten Stefan Borum (tidl. Shades Of Blue og Lars H.U.G.), trommeslager Claus Daugaard (Shades Of Blue, Blue Junction og Frimer Band) samt ved koncerten i Randers pianisten Emil Otto, der iøvrigt er søn af Claus Daugaard.

Det er et stærkt hold, og vel er Steen Frederiksen i spidsen med sin solide guitar, men der er bredde i et band, der kan præstere både orgel og piano. Orkestret spiller bluesklassikere, men også enkelte af Steen Frederiksens egne sange, som han er gået i gang med at komponere og lade bandet arbejde med. Tvistet kommer der eller når Frederiksens Blues Band spiller f.eks. ”Life Is A Carnival” af The Band.

Publikum vil kunne forvente både seje og sprøde bluessange samt smukke overraskelser fra den næsten debuterende orkesterleder, når de står på Bluesnights scene 4. marts. For ja, bandet startede i det små i 2019, men så satte corona-restriktionerne nærmest stopper for udviklingen, som nu er på vej i fuld flor.

Dørene åbnes kl. 19.00. Billetpris ved forsalg er kr. 180, og ved døren koster det kr. 230 pr. billet. Husk at blive medlem og få dine medlemsfordele udleveret hver gang,du møder op. Unge under 25 år har gratis adgang så længe, der er plads.

SANGE OM SORG

02. marts 2022, kl. 19:30 - 21:30 af Bjarne Mørch Jensen

MED PERGOLESIS STABAT MATER ÅBNER RANDERS KAMMERORKESTER ET RUM FOR RO, EFTERTANKE OG FORDYBELSE. DAVID RIDDELL DIRIGERER, OG SOM VOKALSOLISTER MEDVIRKER SOPRANEN KATINKA FOGH VINDELEV OG KONTRATENOREN MORTEN GROVE FRANDSEN.

Det er en del af livet, at det også har en afslutning. Efter et passende antal sorger og glæder eller alt for tidligt. Med denne koncert åbner Randers Kammerorkester op til et rum, hvor der midt i tonerne er plads til ro, eftertanke og fordybelse. Over det at miste for nyligt eller for mange år siden.

Tonerne er komponeret af Giovanni Battista Pergolesi nogle få dage før, han selv forlod denne verden på et kloster i Italien kun 26 år gammel. Hans Stabat Mater for orkester og to vokalsolister er en smuk og meditativ fortælling om Jomfru Marias sorg, da hun mister sin søn, men samtidig også en beskrivelse af en almenmenneskelig erfaring.

David Riddell dirigerer Randers Kammerorkester, og som vokalsolister medvirker sopranen Katinka Fogh Vindelev og kontratenoren Morten Grove Frandsen.

PROGRAM:
Giovanni Battista Pergolesi: Stabat Mater

Johnny Cash Band i Remisen/t-music

26. februar 2022, kl. 20:00 af Jørn Bjerre

Kom og Vær med til Johnny Cash – 90 års mindekoncert
Johnny Cash Band har fornøjelsen af at invitere jer alle til mindekoncert lørdag d. 26. februar 2022 på Remisen i Randers. Præcis på denne dag blev Johnny Cash født i 1932 i Kingsland. Så 2022 er året, hvor Johnny ville være blevet 90 år og det vil vi gerne markere.
Vi fejrer det med en koncert, hvor vi følger hele Johnny Cash´ karriere og musikunivers helt fra de første singler ”Hey Porter” og ”Cry Cry Cry” begge udgivet i 1955 og helt frem de ikoniske indspilninger i American Recordings pladerne. Vi spiller således en række af de allermest kendte og klassiske Johnny Cash sange og vi gør også plads til helt nye numre, som vi ikke tidligere er optrådt med.
Billetter kan købes på Billetto: https://billetto.dk/…/johnny-cash-90-ars-mindekoncert…
Johnny Cash optrådte i en årrække sammen med June Carter og det er derfor en særlig fornøjelse at byde velkommen tilbage til Signe Brinkmann, som til denne specielle anledning vil agere June Carter i løbet af koncertens anden del.
Koncerten starten kl. 20.00 og dørene åbnes kl. 19.00.
Musikerne i Johnny Cash Band er de samme, som det har været i en årrække, og hvor de sammen udspiller deres roller, som den besætning, som der var i ”Johnny Cash and The Tennessee Three”, der blev etableret helt tilbage i 1960. Ivan Bach er i front med guitar og vokal som selveste Johnny Cash. Preben Dybsdal giver den som Luther Perkins og spiller alle guitarsoloer. Per Arlyng står stolt som bassisten Marshall Grant og lægger bunden i bandet sammen med Tommy Kragelund, der bag trommerne agerer W.S. Holland.
Siden starten i 2010 har Johnny Cash Band optrådt på utallige musikfestivaler, ved byfester, i forsamlingshuse og andre spillesteder i Danmark. Hvert år renoveres repertoiret, så publikum hver gang kommer til at opleve nye sange fra Johnny Cash’ s musikalske skattekiste, men selvfølgelig er klassikere som ”Ring of Fire” og ”San Quentin” at finde ved hver optræden, ligesom sætlisten indeholder et udvalg af både de ældre og yngste Johnny Cash-sange.
Koncerten arrangeres i samarbejde med musikforeningen t-music.

GUNHILD CARLING

23. februar 2022, kl. 19:30 - 21:30 af Bjarne Mørch Jensen

KONCERTSALEN ER I FARE FOR AT BLIVE VÆLTET OMKULD, NÅR DEN SVENSKE MULTIKUNSTNER GUNHILD CARLING STÅR PÅ SCENEN SAMMEN MED RANDERS KAMMERORKESTER OG DIRIGENTEN DAVID RIDDELL. MUSIK, DANS, SHOW OG ET BOBLENDE HUMØR GÅR OP I EN HØJERE ENHED.

Værkets Koncertsal blev væltet omkuld, da den svenske multikunstner Gunhild Carling for første gang optrådte sammen med Randers Kammerorkester i januar 2019. Nu er hun tilbage med et nyt program, hvor hun igen vil demonstrere et sprudlende musikalsk overskud og et boblende humør, hvor musik, dans og show går op i en højere enhed.

Gunhild Carling er vokset op i en stor musikalsk familie, hvor New Orleans- og swingjazzen havde hovedrollen, da hun allerede som helt lille stod med en trækbasun på de svenske scener. I dag mestrer hun et overvældende antal instrumenter – fra trompet over harpe til sækkepibe – og optræder rundt omkring i verden som Sveriges “Queen of Swing” fra de mest berømte jazzklubber i New York til Kongeslottet i Stockholm. Sammen med Randers Kammerorkester præsenterer Gunhild Carling et overrumplende show ud over det sædvanlige, hvor musikaliteten og den gode musik hele tiden er i centrum. David Riddell dirigerer.

“Gunhild Carling is a superb jazz musician who’s technique is reminiscent of the 20’s 30’s hot swing style. Her vocals have an amorous swing to them and it doesn’t hurt that she has a kind of nostalgic glamorous appearance that so fits her persona.” Broadway World

Billeder fra en anden verden – De Kellerske Anstalters historie.

22. februar 2022, kl. 10:30 - 13:30 af Poul Frits

Ved professor i historie og forfatter Poul Duedahl

De Kellerske Anstalter var i mange år Danmarks største institution for udviklingshæmmede, eller åndssvage, som de blev kaldt. Institutionen kom til verden i 1865 i en baggård i det indre København, men blev allerede inden århundredet var omme til et omfattende anstaltskompleks i Brejning mellem Vejle og Fredericia. De paladsagtige bygninger blev i årenes løb hjem for mere end 13.000 patienter, og Danmark blev et foregangsland, når det gjaldt systematisk indsamling, overvågning og sterilisation af åndssvage. I sine velmagtsdage rummede anstalten mennesker, som man i dag ikke ville drømme om at institutionalisere. I 1990 blev institutionen nedlagt. Det siges, at graden af et lands ”civiliserethed” kan måles på, hvordan det behandler sine afvigere. Hvis det er sandt, så er historien om De Kellerske Anstalter et stykke enestående danmarkshistorie.

Arrangør: Kristrup Højskoleforening

Pris: 80 kr.

HARPEN

09. februar 2022, kl. 19:30 - 21:30 af Bjarne Mørch Jensen

SAMMEN MED HARPENISTEN TINE REHLING PRÆSENTERER RANDERS KAMMERORKESTER EN UROPFØRELSE AF ANDERS KOPPELS HARPEKONCERT. DER ER DESUDEN MUSIK AF CARL NIELSEN, FREDERIK RUNG OG PER NØRGÅRD.

Tine Rehling debuterede som harpenist i 1993 og har siden givet en lang række koncerter i Europa, USA, Kina og Australien. Hun har optrådt på festivaler i Sverige, Estland, Rusland, Polen, Irland og på Hawaii, og hun har flere gange været solist og kammermusiker ved Rio Harp Festival i Brasilien. Tine Rehling har samarbejdet med en lang række musikere og komponister som solofløjtenist ved DR Symfoniorkestret Ulla Miilmann, solocellist Henrik Dam Thomsen, saxofonisten Benjamin Koppel og jazzpianisten Thomas Clausen.

Sammen med Randers Kammerorkester uropfører Tine Rehling en ny harpekoncert af Anders Koppel, der foruden sit virke som komponist også har haft en lang karriere som musiker i bl.a. Savage Rose og gruppen Bazaar. På programmet med udelukkende danske komponister står også Per Nørgards “Light of a Night”, der er inspireret af The Beatles’ Blackbird, Frederiks Rungs romantiske Serenade og Carl Nielsens Lille suite for strygere. Koncerten arrangeres i samarbejde med Brage.

PROGRAM:
Per Nørgård: Light of a Night – Blackbird
Carl Nielsen: Lille suite for strygere
Frederik Rung: Serenade op. 31
Anders Koppel: Harpekoncert (uropførelse)

Syd for åen.

08. februar 2022, kl. 10:30 - 13:30 af Poul Frits

Ved overarkivar ved Randers Stadsarkiv Tina Knudsen Jensen

De sydlige forstæder i Randers var indtil 1970 selvstændige sognekommuner med egen administration og historie. Forstæderne udgøres af de gamle Vorup og Kristrup kommuner, og begge områder rummer deres helt egen historie. Fra de tidligste skoler og fattigforsorg til forsøgene i 1969 på at danne Strømmens Kommune som modstykke til den nye store Randers Kommune. I foredraget vises billeder fra de to forstæder – krydret med gode historier og fakta.

Arrangeres i samarbejde med Folkeuniversitetet

Arrangør: Kristrup Højskoleforening

Pris: 80 kr.

En mental rejse fra Skagen til Kruså med barnevogn.

25. januar 2022, kl. 10:30 - 13:30 af Poul Frits

Ved Anne Helene Jensen

Et usædvanligt foredrag om en lang vandretur fra Skagen i nord til Kruså i syd. Anne Helene Jensen præsenterer ikke et flot diasshow, men kommer til gengæld med sin trofaste følgesvend: barnevognen – med indhold.

Anne Helene Jensen begav sig ud på gåturen efter en hjerneblødning med flere efterfølgende operationer.

Det kunne lyde som et vanvittigt projekt at gå 20-25 km om dagen efter en livstruende sygdom, men Anne Helene Jensen ville bevise, at hun kunne kæmpe sig tilbage til at leve en normal tilværelse.

Arrangør: Kristrup Højskoleforening

Pris: 80 kr.

  • « Forrige side
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
  • …
  • 49
  • Næste side »
  • www.ksranders.dk
  • Stemannsgade 9C
  • 8900 Randers C
  • 86 43 86 88
  • kultureltsamvirke@gmail.com

Copyright © 2023 · Kulturelt Samvirke Randers

Copyright © 2023 · KS randers til Genesis Framework · WordPress · Log ind