BØRN KOMPONERER

BØRN OG VOKSNE ER INVITERET TIL KONCERT, HVOR BØRN FRA RANDERSSKOLERNES 4. OG 5. KLASSER SPILLER SAMMEN MED RANDERS KAMMERORKESTER. BØRNENES EGEN MUSIK BLIVER PRÆSENTERET I EN RAMME, DER ER STYRET AF KOMPONISTEN MOGENS CHRISTENSEN OG ORKESTRETS MUSIKERE.

Koncertsalen kommer til at pulsere af liv og energi, når omkring 110 børn fra Randersskolernes 4. og 5. klasser mødes med Randers Kammerorkesters musikere i et helt nyt stykke musik, der på samme tid er fuld af børnenes umiddelbare kreativitet og de voksnes erfaring og overblik. I flere uger inden koncerten er børnene blevet introduceret til en ny verden af toner og klange, og de har opdaget, hvordan de med nye redskaber selv kan komponere og skabe musik.

Resultatet bliver et værk af komponisten Mogens Christensen, der har skabt den store overordnede ramme, der indeholder en hel række små lommer, hvor børnene udfolder deres egen musik midt i orkestret og mellem de voksne musikere.

Koncerten er støttet af Statens Kunstfond, Lund Fonden, Nordea-Fonden og Spar Nord Fonden.