MOJO HANDS
Køb Billet Her: https://billetto.dk/da/e/mojo-hands-billetter-202170
Billet kr. 130,00/ved døren kr. 160,00
Mojo Hands er et af de sidste par årtiers mest originale og succesfulde danske blues rock bands. Siden starten i 1995, har bandet markeret sig stærkt med 3 albums der har givet mere opmærksomhed end man normalt er vant til på vore breddegrader når man spiller en musik som ikke sådan lige er at finde på hitlisterne! – Mojo Hands har endvidere udgivet et live album, optaget i Falkenberg i Sverige.
Mojo Hands har i det seneste års tid gennemgået en forvandling, idet to af bandets ældste medlemmer, mundharpespilleren Henrik Hansen og guitaristen Jan Kølle, har valgt at forlade bandet og søge imod andre ‘græsgange’. Det har givet de resterende ‘Hands’ en udfordring, og man må sige at det er lykkedes at skabe perspektiv for fremtiden, idet man har fundet en aldeles fantastisk guitarist og samtidig har valgt at få keyboards med permanent.
Det er som i de seneste par år, karismatiske ZENIA LEVRING MADSEN, der er i front for Mojo Hands, og som til stadighed imponerer publikum i ind-og udland med sit store stemmepotentiale og farverige udstråling.
BO MØLLER er den nye guitarist i Mojo Hands og har afløst Jan Kølle, der som nævnt indledningsvist har valgt at lægge bluesen på hylden. Bo er en fantastisk bluesguitarist med et meget stort repertoire, og ligesom resten af bandet kommer han fra Vestjylland, men bor til dagligt i København. Bo har i bluesammenhæng markeret med trioen Trible Trouble som har nydt stor anerkendelse i Vestjylland.
Trommerne spilles af ERIK LODBERG, der har været med i bandet, næsten siden starten i 1995. Erik har været ‘omkring’ i sin musikalske karriere, og spillede i næsten 10 år bag Henning Stærk med bandet Shaky Ground, men har også har lagt ’beats’ bag folk som Link Wray, Dan Baird, Seth Walker, Johnny Sansone, Lloyd Jones, Rock Nalle, Michelle Birkballe, o.m.f.
LARS “Doc” THOMSEN, er bassist og har efterhånden været en del af Mojo Hands i næsten 10 år, hvor han nyder stor anerkendelse for sit ‘ monstersving’! Lars har fortid i det talentfulde Stråps blues band og har spillet med alt og alle i det vestjyske.
RASMUS GRØNBORG spiller en god boogie og pragtfuldt orgel og er gået fra løst og fast til fast medlem af Mojo Hands, Rasmus lever ligesom Bo af at musicere, og kan opleves med forskelligt på scener nær dig året rundt, men rigtig passioneret er han når han sidder bag tangenterne med Mojo Hands og tryller.